Skolepraktik klargør biler til folkerace
– Vi skal da ud og køre noget ræs! Men det er farligt – man bliver bidt af det, fortæller skolepraktikinstruktør på Auto College Aalborg Kris Ankerstjerne entusiastisk.
Kris fortæller, at tankerne omkring projektet har været undervejs i et års tid, men det har været en lidt lang proces. Skolepraktik-mekanikerne har gjort bilen klar ved at fjerne al overflødig vægt.

– Den skal være så let som mulig, når vi skal ud og køre. Vi har nok fjernet omkring 100-150 kg, fortæller Kris. Bilen er derfor helt skrabet for sæder, instrumentbræt etc., og ledningerne hænger løse under rattet. Der er kun et førersæde tilbage med en fempunkts sikkerhedssele.
Ud over alle de ting, der ikke er der længere, er det meget iøjnefaldende, at der er en masse metalbøjler på kryds og tværs i bilen – og her har vi problemkernen. Bøjlerne skal sørge for, at bilen kan klare alle de mange sammenstød, buler og vælten-rundt, som kendetegner folkerace-sporten. Først forsøgte Kris og eleverne selv at svejse bøjlerne ind i bilen.

– Men det var svært, og det blev aldrig godt, vi vidste simpelthen ikke nok om det, slår Kris fast. Bilerne skal nemlig sikkerhedsgodkendes først, og:
– Her er der heldigvis strenge krav, siger Kris. Her kørte projektet lidt fast, indtil de fandt på at lave et samarbejde med skolepraktikken for smede. Smedene har nu lavet al svejsearbejdet og fastgjort bøjlerne i den første bil, og arbejder p.t. på bil nr. 2. Nu venter de bare på, at den første bil i nærmeste fremtid bliver godkendt til at må køre folkerace på Nysumbanen ved Haverslev.
Kris fortæller, at bilerne er gamle aflagte undervisningsbiler, som er blevet skilt og samlet tusindvis af gange, og nu altså ender karrieren med bravur som folkeracebiler.
Den store forkromede plan er, at skolen sætter tre biler i stand, får dem godkendt til folkerace og sender dem ned til Nysumbanen til fri afbenyttelse ved arrangementer som fx åbent hus eller andre events. Til gengæld kan eleverne få lov at køre med til træningsaftnerne en gang imellem. Kris håber på, at første dag kan blive ved opstartsdagen på Nysumbanen i foråret 2012.