Udflugt til bil-paradis
Det var kort før jul 2011, men der var ikke megen sne og bjældeklang over turen, da 47 elever og otte lærere fra Auto College Aalborg satte kursen mod syd. Regnen væltede ned på hele den 650 kilometer lange bustur fra Aalborg til Wolfsburg. Ja, regnskyerne syntes ligefrem at hænge lige over bussen under hele turen, men det kunne dog ikke spolere den gode stemning inde i bussen. Og den blev ikke mindre, da man nåede frem til målet: VW’s hovedfabrik i Wolfsburg.

Foto: Godt humør trods regnen. Auto College Aalborg er på vej mod Wolfsburg.
Byen blev grundlagt 1. juli 1938 med det mundrette navn ”Stadt des Kraft durch Freude-Wagens bei Fallersleben” som hjemsted for produktionen af Ferdinand Porsches berømte ”Type 1” – bedre kendt som ”Boblen”. I dag har byen flere end 120.000 indbyggere og har siden juli 1945 været kendt som Wolfsburg, men den er stadig præget af Volkswagen-fabrikken, der rejser sig massivt ved bredden af Mittellandkanal.
Selve fabriksanlægget er for nogle år siden blevet udvidet med et oplevelsescenter med bilmuseum. Hele herligheden er placeret i en helt lille park med søer, stier og broer, men den bedste udsigt var nu indendørs. Her mødte der elever og lærere et syn, der nok kunne få det til at krible i fingrene på alle bilinteresserede. I en række pavilloner er der samlet nogle af de lækreste ”øser”.
431 km/t
Der er engelske, franske, italienske og amerikanske luksusbiler og så selvfølgelig repræsentanter for VW-koncernens egne bilmærker – VW, Audi, Skoda, Seat og Bugatti. Det hele krydret med lys- og røgshow og fremvist af topprofessionelle guider, der kunne svare på alle spørgsmål. Og dem var der rigeligt af, når gruppen fra Auto College Aalborg blev præsenteret for disse perler. Bl.a. vakte den første version af VW Golf GTI i original stand ret megen begejstring, ligesom Bugatti Veyron med en topfart på 431 km/t tiltrak sig mange drømmende blikke.

Foto: Verdens hurtigste gadebil – Bugatti Veyron har været oppe på 431 km/t.
Ved siden af museet har VW et kundecentret, hvor købere kan afhente deres nye bil.
”Det er ligesom i en lufthavn, hvor store skærme fortæller ved hvilken skranke, at den og den bil overdrages til en bestemt familie,” fortæller faglærer Jesper Kallestrup Lassen, Auto College Aalborg. Bilerne kommer fra de 48 meter høje lagertårne, hvor de automatisk er blevet placeret på hylder. På den måde sælges 500 biler om dagen.
Masser af inspiration
Men der var ikke tid til at falde i staver. Nu gjaldt det selve fabrikken. Først gik det med en turbåd ad kanalen, og så steg hele flokken ombord i et lille tog, der kørte gennem fabrikken.
”Det tog 20 minutter, men vi kunne have brugt dage på fabrikken, der producerer 3.700 biler om dagen. Det var imponerende at se, hvordan alle dele til den enkelte bil blev linet op, og hvordan førerløse transportvogne flyttede bilerne gennem de forskellige faser i produktionen.”
”Der var også en skole på stedet, hvor man kunne købe lektioner. Der var masser af inspiration at hente,” fastslår Jesper Kallestrup Lassen.
”Det er helt oplagt, at denne tur kan blive et fast indslag i undervisningen. Vi kunne godt forestille os, at der næste gang var længere tid til at se fabrikken, og måske vi kunne benytte muligheden for at få lektioner på Volkswagens kursuscenter, som supplement til undervisningen på Auto College Aalborg,” slutter Jesper Kallestrup Lassen.
Efter et besøg på julemarkedet i Wolfsburg gik turen atter nordpå – mæt af indtryk.