Motorer, bremser, koblinger og styretøj
Jobbet som lastvognsmekaniker er for dig, der er vild med teknik og elsker at rode med biler – og helst lastbiler. Har du det sådan, vil du også kunne lide arbejdet med at følge med i den teknologiske udvikling på området. Og du vil sikkert være god til at fejlfinde og reparere på de mekaniske og elektroniske systemer.
På Auto College Aalborg kan du vælge den fulde mekanikeruddannelse, der varer 4 år, eller du kan stoppe efter 2 år og blive montør.
Lastvognsmekanikeren
En lastvognsmekaniker fejlfinder, reparerer og justerer motorer, bremser, koblinger, styretøj og elektriske systemer. For at kunne give kunden den bedste betjening skal du kunne vurdere reparationsmuligheder og vejlede om den mest økonomiske reparation ud fra ønsker som driftsøkonomi, færdselssikkerhed, køretøjets udseende, brugsværdi og miljøkrav.
Lastvognsmontøren
En lastvognsmontør skal kunne tilrettelægge og gennemføre et rationelt arbejdsforløb i forbindelse med eftersyn og simpel fejlfinding på dieseldrevne køretøjer. Montøren kan også reparere eller udskifte nedslidte og defekte dele. Bremser, styretøj, kobling samt fejlfinding på lys og lygter hører også til en montørs arbejde.