CNC var vejen for Johnni
Med sin nye uddannelse som CNC-tekniker er Johnni Mikkelsen parat til at tage et af de mange jobs, der er i CNC-branchen i øjeblikket, og der er der vist ingen tvivl om, at evnerne kommer til at slå til. Med et 11-tal til svendeprøven har han nu også papiret til at bevise det.
I januar 2006 begyndte 32-årige Johnni på Aalborg tekniske skole under Jernvilje-projektet, som er et 6-ugers kursusforløb for ledige i metalindustrien. Her fik han interesse for CNC-området, og begyndte på CNC-teknikeruddannelsen under GVU-ordningen. GVU står for Grundlæggende VoksenUddannelse - et individuelt tilrettelagt forløb, hvor ufaglærte med relevant erhvervserfaring kan skyde genvej til en faglig uddannelse. Og det er netop, hvad Johnni har gjort.
Eftersom han var den eneste på sin uddannelse, har han gennemført hele forløbet i åbent værksted. Han har både haft undervisning i grundforløbsafdelingen, på smedenes efteruddannelse og på hoveddelen i maskinafdelingen. I alt har uddannelsen kun taget knapt et halvt år, for Johnni har ikke været i praktik. Den praktiske erfaring med faget havde han allerede, før han startede på uddannelsen. Og den flotte svendeprøve beviser, at han formår at kombinere sin erfaring med de nye færdigheder, uddannelsen har givet ham.