Kan selv

Normalt er jeg ikke doven. Tværtimod. Jeg kan være noget så aktiv, at min familie synes, at det bliver for meget, fordi jeg nemt kommer til at hundse rundt med dem. Fx dengang, hvor jeg byggede vores reol. Den er meget stor og når fra gulv til loft inde i en af stuerne. Det tog mig ikke så lang tid at få den bygget. Jeg er ret god til det her gør – det – selv! Fiksede også selv ophængningen af et helt nyt bruseforhæng selv! Men jeg vil have ro og plads til at udføre projekterne, jeg har sat mig i hovedet. Og det bevirker, at jeg hundser med min familie: Min mand skal lige sørge for middagsmaden, mens jeg får banket en hylde på plads. Min store dreng skal lufte hunden, vores datter skal gå op på sit værelse og lade mig være i fred.

Vi løser det

Det kan godt give lidt konflikter. Som regel bliver vi hurtigt gode venner igen. Men her for et par uger siden kom min mand hjem med et gammelt træbord. Han havde fundet det nede på genbrugsstationen og syntes, at det kunne blive et flot møbel ude i vores havestue. Så han troppede op med det, satte det op ude i udestuen og viste mig det. Det er hæsligt. Det er gammelt, og der skal bruges mange timer på at slibe og pudse og male det, førend det kan ligne noget, vi bliver glade for.

Et projekt for mig

Naturligvis kunne jeg godt regne ud, at han mente, at det ville være et projekt, jeg ville kaste mig ud i med det samme. Men altså. Jeg gider ikke. Slet ikke når det kommer som en indirekte kommando – eller forespørgsel. Sådan er det bare med mig. Jeg skal selv finde på det. De andre skal ikke give mig ideerne. Jeg kunne godt se, at min mand blev lidt skuffet, da jeg efter de første 3 dage ikke var i gang med at reparere bordet. Han sagde ikke noget. Men det var tydeligt, at han var skuffet. Så for at undgå en konflikt så satte jeg mig ud i udestuen i en hel dag og kiggede på bordet. Jeg sad bare og gloede på det. På et tidspunkt kunne jeg godt se, hvad det er min mand så, da han fandt bordet. Hvis jeg får det malet op i en flot nærmest jernblå farve, så vil det blive flot.

Kalkmaling er løsningen

Efter en dag, hvor jeg så havde fået slebet og pudset op, ville jeg så finde den rigtige farve. Så jeg var i byen. Nede hos farvehandleren. Der har de mange forskellige farveprøver. Jeg ved godt, at jeg sikkert ikke er en nem kunde, men jeg insisterer altså på at få de ting. jeg skal bruge. I de farver, jeg skal bruge. På et tidspunkt fandt ekspedienten endnu et farvekort frem. Det var over forskellige farver af noget kalkmaling, de sælger. Og der var den. Farven, som jeg har forestillet mig bordet, skal males med. Lige præcist den der jernblå farve, som gør, at bordet kommer til at se gammelt og slidt ud, men med en fin overflade.