ADHD og vippestol

Nu er jeg altså ikke hjernespecialist. Men jeg ved, at når jeg ikke kan koncentrere mig, så hjælper det mig meget fx at lytte til musik, imens jeg bruger mine hænder. Måske har det noget at gøre med, at både højre og venstre hjernehalvdele bliver aktiveret og på den måde kommer der ligesom balance i systemet. Jeg skal ikke kunne sige det. I de sidste par år har jeg selv gået og troet, at det bare er mig, der er lidt mærkelig. Men min terapeut har faktisk bekræftet, at der er noget om snakken. I de perioder, hvor jeg har haft det dårligt, har jeg ikke lyttet til musik. I de perioder har jeg heller ikke kunnet udføre mit arbejde, som bare er et helt almindeligt job, som ikke kræver ret meget tankevirksomhed.

En særlig ADHD stol

Min terapeut fortalte mig, at det slet ikke er ualmindeligt, at folk med koncentrationsproblemer selv finder gode løsninger, så de faktisk kan fungere normalt. Han fortalte dog også, at der er nogle mennesker, der må ty til at få hjælp. Jeg ved ikke, hvorfor han fortalte mig det. Men det skete altså. Vi kom til at tale om, hvilke hjælpemidler der findes, som mennesker med koncentrationsproblemer kan bruge. Han nævnte, at der er nogle børn, som er blevet diagnosticeret med ADHD, der har gode erfaringer med en ADHD stol. Det er sådan en slags vippestol, som vipper, når de sidder på den.

Måske sker der det inde i deres hjerne, at de er nødt til at koncentrere sig om at holde balancen, og derfor får deres hjerne ro til også at kunne koncentrere sig om andre ting, imens de gør det. Måske er det bare sådan en afledningsmekanisme, som sættes i gang, når man laver noget og samtidigt skal koncentrere sig om at holde balancen – eller at lytte til musik. Og den mekanisme frigiver så energi i hjernen, til at den også kan fokusere på andre ting. Fx at læse en bog. Eller høre efter i skolen.

Koncentrationsbesvær

Jeg synes et eller andet sted, at det er fantastisk at tænke på. Altså at den viden, vi har om hjernen og den teknologiske udvikling, kan være med til at forbedre livet for mange mennesker, der har uro i kroppen og svært ved at koncentrere sig. Det er da kun godt. Hvis et menneske, der er nødt til at tage medicin, kan hjælpes til et liv uden medicin bare ved at sidde på en lidt anderledes stol end dem, vi normalt sidder på, så er vi et skridt i den rigtige retning.

Vippestol kan hjælpe

Og ja, jeg behøver vist slet ikke at gå så langt i min tankerække her. Hvis en vippestol kan hjælpe et barn, der måske har problemer med at holde sig i ro i skolen, hvorfor så ikke få skolerne til at købe flere af den slags stole? Det vil måske give lærerne i klassen roen til at gennemføre undervisningen, i stedet for at de skal forsøge at holde ro i klassen hele tiden. Og det vil sikkert også give de urolige børns forældre tillid til, at folkeskolen er god – også for deres barn.