Glem lykkepillerne!

Er lykkepiller svaret, når man har stress? For nogle mennesker er det en god løsning. For andre er det en meget dårlig løsning. I mit tilfælde var det en dårlig løsning. Jeg kom til en speciallæge, og han udskrev lykkepiller til mig. Jeg fik en lang og indviklet forklaring om, at der var ubalance i mit hormonsystem, og at lykkehormonet var på meget lave niveauer, hvorimod adrenalin og kortisonniveauerne var ret høje. Jo jo, det var en meget videnskabelig forklaring, jeg fik. Men ikke en forklaring, jeg kunne bruge til ret meget – ud over at huske fakta og bruge dem til konversation, når jeg er til kedelige forretningsmiddage, hvor jeg skal opføre mig pænt overfor ledsagende ægtefæller!

De hjalp mig men…

De lykkepiller, jeg fik, hjalp mig selvfølgelig. Balancen i hormonsystemet blev bragt tilbage til normalen. Jeg kunne begynde at trappe ned med pillerne. Det var helt fint. Men, men, men. Jeg fik jo ikke gjort noget ved roden til, at jeg fik stress. Jeg fik ikke løst op for de problemer, som jeg i virkeligheden gik og tumlede med. Der gik sådan cirka et halvt år, og så kom slaget: Jeg fik et angstanfald. Midt under et oplæg jeg holdt til en stor konference. Det var ikke sjovt. Sveden piblede frem. Jeg nåede lige at afslutte mit oplæg, inden jeg stormede hjem og gemte mig under dynen. Jeg fik slet ikke sovet den nat. Kunne bare høre mit hjerte banke. Som om at det ville springe ud af mit bryst. Jeg tror, at den nat sprang jeg op i og ud af min seng 50.000 gange. Kunne bare ikke falde til ro.

Ignorerede hvad der skete

Heldigvis var min kæreste hjemme hos sine forældre. Næste dag ignorerede jeg, hvad der var sket. Mange af mine kollegaer havde også deltaget i konferencen og spurgte om, hvor jeg var blevet af. Jeg havde jo ikke deltaget i den efterfølgende Q & A session. Jeg sagde naturligvis intet om hjertebanken og angst. Jeg sagde bare, at jeg havde fået et telefonopkald, som var meget vigtigt, og at jeg måtte afsted. Mine kollegaer lod, som om at de accepterede min forklaring. I en travl hverdag overses meget!

Der var dog en af dem, som ikke kunne holde sig fra lige at sige noget om sved under armene, og at det var varmt i gårsdagens konferencelokale. Jeg ignorerede hende. Jeg arbejder ikke sammen med hende til hverdag. Bryder mig ikke om hende. Og har heldigvis friheden til at sige fra, hvis jeg ikke vil arbejde sammen med en eller anden.

Stressbehandling uden lykkepiller

Hun kiggede på mig hele dagen. Hen ved eftermiddagstid kom hun hen til mit skrivebord. Hun sagde intet. Kiggede bare på mig og lagde en lille, håndskreven seddel: ”Stressbehandling uden lykkepiller”. Hun havde også skrevet et navn på en coach, adresse og telefonnr. Det var en specialist i stress i Aalborg. Jeg læste sedlen. Kiggede på hende. Hun så på mig med et lille smil. Sagde, at hun selv har været i situationen, og måske kan den henvisning, hun lige har givet mig hjælpe mig videre. Jeg nikkede. Sagde intet. Smilte dog til hende. Jeg må sige, at det havde jeg ikke forventet det af hende.