Begravelsen er overstået. Vi er hjemme hos min mor. Hun er sønderknust. Det er vi andre også. Vi har sagt farvel til min lillebror, som døde for en uge siden. Han var blevet overfaldet på vej hjem fra arbejde en sen nat. Han var sygeplejerske og var på vej hjem efter en nattevagt på hospitalet.
Ondt overfald
Det er forfærdeligt at tænke på, at der findes mennesker, som overfalder uskyldige mennesker, der kommer forbi dem. De havde tævet ham, og de indre blødninger var for voldsomme. Ironien er, at det skete lige uden for hospitalet, hvor han arbejdede. Han var lige kommet op på cyklen for at køre hjem, da de overfaldt ham. De havde slået ham bevidstløs, og der var gået for lang tid, inden de fandt ham. Han lå der på gaden, en lille sidegade til hospitalet. Dem, som fandt ham, var nogle rengøringsfolk, som mødte op på arbejde kl. 7 om morgenen. De fik ham ind på hospitalets skadestue i en fart. Lægerne og sygeplejerskerne gjorde, hvad de kunne, men det var for sent. Hans kollegaer var chokerede. Deres kollega, som var en glad mand og dygtig sygeplejerske, er ikke blandt dem mere. De ringede til min mor og fortalte hende den dårlige nyhed. Hun har været helt knust siden da. Jeg aner ikke, hvordan vi er kommet igennem det her med at arrangere begravelse, og alt det. Og hvad sker der nu?
Hvem tager sig af det hele?
Spørgsmålene er mange:
Hvem skal ordne hans lejlighed? Hvad sker der med hans kæreste og det barn, hun venter? Har hun råd til at blive i lejligheden? Vil hun? Gør politiet noget for at finde gerningsmændene? Bliver de straffet? Ved politiet hvem det er? De skal da straffes. Ved de, at de har slået et menneske ihjel? Hvordan hjælper vi vores mor igennem de kommende måneder? Hvordan kommer vi selv igennem dem?
Offererstatning?
Jeg har talt med min storebror om, at vi skal søge om offererstatning ( se mere her ) – ikke til os, men vi skal hjælpe hans kæreste, som også er helt ulykkelig. Hun venter sit barn om 4 måneder. Heldigvis ved vi, at her er mange dygtige advokater i Aalborg, så der må da være én, der kan vejlede og råde os til, hvad vi kan gøre.
Politimanden, som besøgte os for at høre om, hvorfor min lillebror befandt sig i den lille gade ved hospitalet, og om han havde noget udestående med bander eller andre, havde nævnt, at muligheden med offererstatning. Han nævnte også, at han kendte til, at der er en bande, som holder til i området. Han nævnte noget med narkotika og illegalt salg af stoffer. Det er jo kendt, at der er narkomaner ved hospitaler. Især de større. Så politiet har en mistanke, og de skal nok finde gerningsmændene. Vi må dog forberede os på, at det kan blive en grim og svær retssag. Det er ikke sjovt at sidde som pårørende overfor en eller flere voldsmænd.
I overmorgen har min storebror og jeg møde med nogle advokater i Aalborg, hvor vi vil få mere præcise oplysninger om det kommende forløb.