Tal pænt

”Hvornår lærer du det?” Det er min far, der råber. Han er gal på mig. Han er rasende. ”Du skal altså lære at tale pænt til folk, når de ringer op. Det nytter ikke, at du lyder, som om du er ligeglad eller lige er vågnet. Prøv at lytte til, hvordan din mor svarer telefonen, når den ringer!” Min far er forhandler af marmorplader, og min mor arbejder i virksomheden. Hun tager sig af bogholderiet og svarer på telefonen, når kunder ringer for at høre, hvad der sker med en ordre, de har placeret.

Sommerjob

Jeg har et sommerferiejob i virksomheden, hvor jeg skal hjælpe min mor. Hun har masser at lave. Derfor har hun sat mig til at passe telefonen. Den ringer uafbrudt. Min far har travlt og rejser ofte hen ned til sine leverandører, i Italien eller Grækenland. Hun er derfor en nøgleperson i virksomheden. Og hun ved alt, hvad der sker.

Overlad telefonpasningen til andre

Men telefonpasning ligger altså ikke til mit højre ben. Jeg vil hellere ud på værkstedet, hvor pladerne bliver skåret til. Det er der det hele sker. Min far siger, at det kan jeg måske få lov til at komme til næste år, hvor jeg har lidt erfaring her i virksomheden. Jeg skal passe mine studier, og så skal jeg samtidig hjælpe ham og mor med kontoret. Han har forbudt mig at komme på værkstedet.

Det er farligt, og der er usandsynligt meget støv. Og han siger, at, først når jeg ved, hvordan hele processen foregår, fra at han besøger leverandørerne og får de kæmpestore sten leveret til, hvordan og hvor de skal sendes hen i de forskellige udskæringer, kunderne beder om, kan jeg få lov til at arbejde i værkstedet. Jeg skal vide, hvad marmor er og koster, før jeg kan få lov til at skære. Der må ikke gå noget til spilde. Det er dyrt luksuriøst materiale.