Tunge øjenlåg

Lille spejl på væggen dér, hvem er smukkest i verden her? Det er i hvert fald ikke mig! Hver morgen, når jeg står op, så ser jeg den her cyste, jeg har fået på øjenlåget. Den ligesom vokser og vokser sig større og større i mit spejlbillede. Cysten er ikke rød, eller øm. Den er der bare. Det startede med, at jeg troede, at jeg havde et bygkorn. Du ved sådan en ansamling under øjenlåget, der klør og vokser, og så forsvinder den igen efter få dage. Men ansamlingen forsvandt ikke, og jeg blev faktisk bekymret. Det er jo ikke bare tunge øjenlåg, det handler om.

Først en øjenlæge

Jeg kontaktede en øjenlæge. Han kiggede på øjenlåget og sagde, at han ikke mente, at der er noget at være bekymret for. Han mente, at det er en blokeret lymfeåre. Cysten vil ikke forsvinde af sig selv, og derfor anbefalede han, at jeg fik den fjernet, og vi kunne lave en biopsi. Det er bedre at være sikker end at tage chancen. Og rent kosmetisk vil det ikke være til skade.

Jeg havde faktisk selv tænkt den tanke: Hvis det ikke er en farlig cyste, så skal den alligevel fjernes. Jeg kan ikke holde ud at se på den. Jeg spurgte ham om, hvordan sådan en øjenlågsoperation foregår. Han forklarede mig, at i mit tilfælde er det nemt. Han vil lægge et lille snit i øjenlåget, og så vil han skære cysten ud. Han mente, at indgrebet højst ville vare et sted mellem en halv time og tre kvarter. Ingen grund til narkose. Kun lokal bedøvelse. Og han vil forklare mig hele forløbet, imens han udfører det. Aha, ligesom et tandlægebesøg tænkte jeg. Forklaringen om, hvad han foretager sig, behøver jeg ikke.

Speciallægen

Jeg bad ham om at få lov til at tænke over det i nogle dage, og så ville jeg give besked om, hvad jeg beslutter mig for. Jeg ringede ham op efter 2 dage og fortalte ham, at jeg gerne ville have cysten fjernet. Om han kunne planlægge det sådan, at jeg kunne komme på klinikken en eftermiddag efter arbejdstid. Det var intet problem. Så jeg mødte op og fik operationskjole på, hætte på håret og plasticposer på fødderne. Jeg blev anbragt i en tandlægestol, og så var vi klar til øjenlågsoperationen. Lægen havde heldigvis ikke rystende hænder, og alt gik fint. Han forklarede mig, hvad der skete undervejs. Nogle gange hørte jeg efter og svarede, andre, gange ignorerede jeg forklaringerne.

Grunden til det var, at jeg var bange. Jeg kunne faktisk ikke mærke noget. Men med en livlig fantasi og at jeg kunne mærke, at han trak lidt i øjenlåget, fik mig til at tænke, at noget ikke var, helt som det skulle være. Under operationen spurgte jeg ham, om det er normalt, at jeg kan mærke noget. Han kom til at grine. ”Ja, det er helt normalt. Det, du kan mærke, er, at jeg trækker lidt i øjenlåget. Du kan ikke mærke, at jeg har skåret i det, og lige, om lidt, så er hele cysten skåret væk, vel?” Det kunne jeg ikke, måtte jeg indrømme.

Operationen varede i 35 minutter, cysten blev sendt til biopsi, og nu venter jeg på svar.