Det har taget meget lang tid. Men nu ser det ud til, at vi er ved at komme i mål. Min datter blev optaget på universitetet. Hun skulle starte til september sidste år. Og derfor ledte vi med lys og lygte efter en lejlighed til hende. Hun skal jo gå på universitetet i København, og derfor kan hun ikke blive boende her hos os. Vi bor jo på Fyn. Med forelæsninger hver dag og udsigt til at skulle rejse i flere timer frem og tilbage hver dag måtte vi optage et lån i vores hus, så vi kunne finansiere et forældrekøb. Det lykkedes os med gode venners hjælp at finde en lille toværelses lejlighed på Nørrebro til hende. Hun var ovenud lykkelig. Og det var vi sådan set også. Lidt træt af at høre på beklagelser over ikke at have noget sted at bo bliver man jo.
Masser at lave
Så vi har brugt adskillige weekender i København for at få sat den lejlighed i stand. Og ja, jeg indrømmer det: Den var i meget dårlig stand. Men vi fik tilladelse til at flytte en væg, sætte nyt bad og køkken op, og så var det bare med at komme i gang med at udføre arbejdet. Selv er jeg elinstallatør. Certificeret. Så på det punkt har der ikke været nogen ekstra dyre udgifter. Og jeg har da også sørget for, at hun har fået de bedst mulige installationer, jeg kan lave. Jeg ved, at der ikke bliver nogen kortslutninger i den lejlighed i de næste mange år.
Arrogancen i København
Men det der med blikkenslager og murer. Altså. Københavnske håndværkere er nok ikke mere upålidelige end fynske, men de kan være noget arrogante. Og det bryder jeg mig ikke om. Så jeg fik nogle kammerater, jeg har til at tage fri fra deres familier i nogle weekender. Og så drog vi til København. På arbejdsweekend sammen. Naturligvis fulgt op med gode middage på nogle af alle de lækre restauranter. Det var sjovt. Det var effektivt. Og nu er min datter så endelig flyttet ind i en super lækker, lille hybel. Perfekt til hende. Sikker. Med tyveri- og brandalarm. Med sikkerhedslåse og nye armaturer i køkken og bad. Og hvad sker der så, en uge efter at hun er flyttet ind?
Et skruetrækkersæt
Hun sender mig en mail, hvori hun skriver, at hun mangler et skruetrækkersæt! Hun fortæller mig, at hun er ved at sætte billeder op på væggene. Og derfor har hun brug for nogle skruetrækkere. Jeg må indrømme, at jeg blev ret forbløffet. Plejer man at skrue sine billeder på væggen? Jeg synes, at et søm vil være tilstrækkeligt. Jeg skriver derfor tilbage til hende, at hun hellere skal købe sig en god hammer og nogle søm. Det er nemmere at håndtere for hende.
Hun svarer ok, og jeg er rolig. Indtil der så kommer en mail, der spørger om, hvordan man banker hylder på en væg, så den ikke falder ned over hovedet på hende. Indrømmet: Et skruetrækkersæt er ikke en dårlig ting at have i sin værktøjskasse – nærmest et basalt værktøj, ikke?